×

Ejerledet it-komet NORRIQ tættere på målet om en halv milliard i omsætning – med stærkt afsæt i Aalborg

Ejerledet it-komet NORRIQ tættere på målet om en halv milliard i omsætning – med stærkt afsæt i Aalborg

NORRIQ, en af Danmarks mest markante ejerledede it-virksomheder, rykker tættere på sin ambitiøse målsætning om en omsætning på en halv milliard kroner inden udgangen af 2027. Med hovedkontor i Aalborg og mere end 300 ansatte har NORRIQ netop offentliggjort sit årsregnskab for 2024, hvor selskabet landede en omsætning på 343 millioner kroner og en EBITDA på 23 millioner kroner. Alt tyder på, at væksten fortsætter med uformindsket styrke.

Aalborg-kontoret i centrum for vækstrejsen

NORRIQs store kontor i Aalborg spiller en central rolle i selskabets udvikling og vækst. Herfra driver virksomheden mange af sine største projekter, og byen fungerer som nervecenter for både strategi, udvikling og innovation. NORRIQ er blevet en vigtig aktør i det nordjyske erhvervsliv, og Aalborg-kontoret er samtidig en magnet for kvalificerede medarbejdere fra hele landet.

“Vi har i årevis investeret massivt i at gøre NORRIQ til en attraktiv arbejdsplads – især i Aalborg – og det bærer frugt. Vi tiltrækker topkompetencer, og vores medarbejdere vælger os til på grund af vores stærke kultur og værdier,” siger Bo Martinsen, stifter og administrerende direktør.

Stærk vækst og fuldt ejerskab

NORRIQ har oplevet markant vækst det seneste år, både i omsætning og medarbejderantal. I 2023 overtog Bo Martinsen hele ejerskabet ved at købe de sidste investorer ud – med ønsket om at skabe et mere agilt og handlekraftigt selskab. Medarbejderstaben er nu over 300, og NORRIQ fremstår i dag som en af Danmarks tungeste ejerledede it-virksomheder.

“Vi har et mål om en omsætning på 500 millioner kroner inden udgangen af 2027, og jeg er overbevist om, at vi når det. Vores team er årsagen – og hjertet i det hele er vores base i Aalborg,” siger Bo Martinsen.

Digitalisering og AI driver fremgangen

Virksomheder efterspørger i stigende grad digitale løsninger og datadrevne beslutningsværktøjer, og NORRIQs ekspertise i Microsoft Business Central og PowerPlatform har givet adgang til flere og større projekter – ikke mindst blandt store virksomheder.

“Vi har arbejdet med Business Central i 18 år, og teknologien er nu moden nok til at understøtte selv de største virksomheder. Det har åbnet nye døre for os, og vi ser væsentligt større budgetter og projekter, end vi har været vant til,” forklarer Bo Martinsen.

Kunstig intelligens omsat til konkurrencefordel

NORRIQ har integreret kunstig intelligens i sine løsninger med stor succes. Det har ikke alene øget kvaliteten af leverancerne, men også forbedret lønsomheden. Blandt kunderne finder man stærke navne som Novonesis, EDC, Geia Food, Centrica Energy og Milestone Systems.

“Vi har fundet den helt rigtige kombination af talent, teknologi og strategi. Vores tidlige investeringer i AI giver nu markante afkast – og det er med til at positionere os i toppen af dansk it. Vi har base i Aalborg, men vores ambitioner rækker langt ud over landsdelen,” slutter Bo Martinsen.

Send kommentar