×

Dagrofa Foodservice investerer i fremtidens engrosbutik – Aalborg-butik genåbner efter omfattende modernisering

Dagrofa Foodservice investerer i fremtidens engrosbutik – Aalborg-butik genåbner efter omfattende modernisering

Den 9. april markerer Dagrofa Foodservice en vigtig milepæl i koncernens strategi, når kædens Cash & Carry-butik i Aalborg officielt genåbner efter en omfattende modernisering. Genåbningen bliver ikke blot en fejring af en fysisk opgradering – den er samtidig et symbol på Dagrofas ambition om at styrke sin position i det professionelle fødevaremarked.

Butikken på Halkjærvej 4 i Aalborg SV er blandt de første i kædens landsdækkende moderniseringsplan, som går under navnet Fremtidens Cash & Carry. Projektet har til formål at skabe et endnu mere inspirerende, effektivt og kundevenligt indkøbsmiljø for de erhvervsdrivende kunder, som hver dag driver alt fra restauranter og caféer til forsamlingshuse, pizzarier og kiosker.

Moderniseringen i Aalborg indebærer en gennemgribende opgradering af hele butiksindretningen: Nye reolsystemer, optimeret vareplacering, opgraderet navigation og et visuelt løft inspireret af internationale grossistkoncepter. Alt sammen med fokus på at gøre indkøbsoplevelsen hurtigere, lettere og mere inspirerende for de professionelle kunder med CVR-nummer.

Butikschef Jesper Hansen og hans team har arbejdet intensivt i ugerne op til genåbningen, og transformationen er lykkedes – imponerende nok – uden at butikken har været lukket en eneste dag i processen.

”Vi har arbejdet målrettet på at skabe en mere tidssvarende og inspirerende butik, hvor vores kunder hurtigt kan danne sig et overblik og finde de varer, de har brug for. Og så har vi lagt vægt på at give butikken et professionelt og moderne udtryk,” udtaler Jesper Hansen.

Genåbningen bliver markeret med fire dages festligheder fra den 9. april, hvor Dagrofa Foodservice ruller den røde løber ud for kunderne og byder på både morgenmad, street food, drikkevarer og attraktive åbningstilbud.

Dagrofa Foodservice driver i alt 30 Cash & Carry-butikker i Danmark og har med Fremtidens Cash & Carry-strategien sat en klar retning mod at løfte kundeoplevelsen og differentiere sig i et konkurrencepræget marked.

Send kommentar