Nordjyske Bank kommer stærkt ind i 2026 med høj vækst og flere kunder
Nordjyske Bank har fået en solid start på 2026 med høj aktivitet, markant udlånsvækst og tilgang af nye kunder i hele landsdelen.
Det fremgår af bankens regnskab for første kvartal, hvor resultatet efter skat lander på 585 millioner kroner. Samtidig er bankens udlån vokset med 14 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Ifølge bankdirektør Claus Andersen skyldes fremgangen især stor aktivitet blandt både privat- og erhvervskunder.
– Vi oplever stor investeringslyst og høj aktivitet i hele Nordjylland. Der er godt gang i både bolig- og sommerhusmarkedet, og vi får mange nye kunder ind i banken. Det gælder alle vores nordjyske filialer, siger han.
Bolig- og sommerhusmarked driver væksten
Nordjyske Banks samlede udlån har nu rundet 64 milliarder kroner, og banken peger især på den fortsatte aktivitet på bolig- og sommerhusmarkedet som en væsentlig drivkraft bag væksten.
Ifølge banken er det samtidig den lokale tilstedeværelse og hurtige beslutningskraft i filialerne, som tiltrækker nye kunder.
Nordjyske Bank er en del af Ringkjøbing Landbobank.
Pension hitter især blandt yngre kunder
Et af de områder, hvor banken oplever størst fremgang, er pension og langsigtet opsparing.
Her viser regnskabet en vækst på hele 32 procent sammenlignet med første kvartal sidste år.
Ifølge Claus Andersen skyldes udviklingen blandt andet, at flere kunder ønsker samlet overblik over både økonomi og pension via digitale løsninger.
– Vi kan mærke, at pensionsopsparing fylder mere hos kunderne – også blandt yngre generationer. For mange handler det i dag om frihed og fleksibilitet i forhold til arbejdsliv og pension, siger han.
Banken peger samtidig på, at investeringer i mobilbank og digitale løsninger har ændret kundernes adfærd markant de senere år.
Få tab trods international uro
Selvom den internationale økonomi fortsat er præget af usikkerhed, inflation og geopolitiske spændinger, har Nordjyske Bank endnu ikke mærket væsentlig tilbageholdenhed blandt kunderne.
Tværtimod har banken i første kvartal kunnet tilbageføre nedskrivninger for 16 millioner kroner.
Samtidig fastholder banken dog fortsat en samlet tabsbuffer på tæt ved én milliard kroner som sikkerhed mod mulige økonomiske udsving senere på året.
Hos Nordjyske Bank forventer man derfor fortsat høj aktivitet blandt både privat- og erhvervskunder gennem resten af 2026.



Send kommentar