×

Nordjysk vinduesproducent lander største ordre nogensinde

Nordjysk vinduesproducent lander største ordre nogensinde

Vinduesproducenten Vindunor i Hjørring har netop sikret sig den største ordre i virksomhedens historie. Over de kommende år skal virksomheden levere mere end 3.500 vindueselementer og skydedøre til en omfattende renovering af fem syvetagers boligblokke i Gellerupparken i Aarhus Vest.

Ordren, som Vindunor har indgået med totalentreprenøren NCC, omfatter 645 skydedøre og 3.095 vindueselementer. Projektet er en del af Brabrand Boligforenings helhedsplan, hvor 600 eksisterende boliger ombygges og udvides til i alt 735 nye boliger. Den samlede entreprisesum er på cirka 1,3 milliarder kroner.

Stor tillid fra NCC

– Det er en stor og vigtig ordre for os, og vi er glade for den tillid, NCC har vist os. Vi har været involveret tidligt i processen, og det tætte samarbejde har været afgørende for, at vi har fundet de rette løsninger, fortæller Jes Vejby, storkunde- og projektdirektør hos Vindunor.

Hos NCC fremhæver produktionschef Peter Egelund Sparre det tætte samarbejde som en væsentlig faktor:
– Vindunor har fra start hjulpet os med input til kalkulation og valg af løsninger. De er meget løsningsorienterede, og det giver os en god tryghed i et så stort renoveringsprojekt, at både samarbejde og kvalitet er i top, siger han.

Fokus på kvalitet og logistik

Skydedørene udgør en væsentlig del af leverancen og er testet til vandmodstandsklasse E1200 for at leve op til de høje krav i projektet. Både bygherre og NCC har besøgt fabrikken i Hjørring for at inspicere og godkende løsningen.

En stor del af vindueselementerne, fra Vindunors Nor48-serie, leveres samlet i større enheder, hvilket reducerer antallet af løft og bidrager til en mere effektiv montage – en vigtig faktor, når arbejdet foregår i syv etagers højde.

– Vi oplever stor efterspørgsel på skydedøre, især i projekter med fokus på åbne facader og lysindfald. Men det stiller også store krav til konstruktion og montage, og det har vi haft med i overvejelserne fra start, siger Jes Vejby.

Leverancerne begynder snart

De første leverancer finder sted i løbet af efteråret, og hele projektet forventes afsluttet i 2029.

Send kommentar