Nordhusene overtager 130 boliger fra TN-Udvikling
Den 2. december 2024 overtog boligselskabet Nordhusene de resterende 101 af i alt 130 rækkehuse i Klarup, en by i udkanten af Aalborg. Med denne overtagelse øger Nordhusene sin samlede portefølje til 2.400 boliger. Rækkehusene er købt af TN Udvikling og opført af Jorton som totalentreprenør.
De nye rækkehuse, opført i både ét og to plan, ligger i det attraktive boligområde Klarup Søpark. Området vil også rumme et fælleshus til brug for beboerne, som forventes færdigt i første halvår af 2025.
29 af de 130 rækkehuse blev overdraget til Nordhusene allerede sidste år og markerede boligselskabets første indtog i Aalborg-området. Ifølge administrerende direktør Klaus Hansen ser Nordhusene frem til at byde de nye lejere velkommen og til at styrke fællesskabet i området.
– Vi har længe set frem til at overtage de færdige boliger og hjælpe de mange familier med at flytte ind. Udlejningen er sket sideløbende med færdiggørelsen, så vi allerede fra første dag har et næsten fuldt beboet boligområde. Vi glæder os til at videreudvikle både ejendommen, servicen og fællesskabet til glæde for vores lejere, udtaler Klaus Hansen.
De 101 rækkehuse er certificeret efter DGNB-hjerteprincipperne, hvilket betyder, at der er fokus på sundhed og velvære i byggeriet. Dette omfatter blandt andet forbedret luftkvalitet og optimeret akustik, som skaber de bedste rammer for beboerne.
Nordhusene administrerer i dag cirka 2.400 boliger og driver en fuldt integreret driftsplatform, der omfatter administration, service, udlejning og regnskab. Boligselskabet har en klar ambition om at sikre høj kvalitet og service i alle sine boligområder.
Send kommentar