×

Mariendal El-Teknik A/S skal vækste med ny majoritetsejer

Mariendal El-Teknik A/S skal vækste med ny majoritetsejer

Investeringsselskabet Stenseminde Holding ApS med Henrik Sørensen i spidsen bliver ny majoritetsejer i Mariendal El-Teknik A/S. Med opkøbet af 51 procent af aktiekapitalen er ambitionen at sætte yderligere fart på en kontrolleret og lønsom vækst i en af Danmarks førende el-installationsvirksomheder.

Selskabet er en del af Mariendal Gruppen A/S, som ejes af Ramlov-familien. Med den nye ejerkreds ønsker parterne i fællesskab at styrke virksomhedens position og udnytte det potentiale, der er skabt efter et år med markant fremgang.

– Vi har i det forgangne år gennemført en positiv turnaround af Mariendal El-Teknik takket være en solid indsats fra vores dygtige medarbejdere. Det betyder, at vi ved indgangen til 2026 står særdeles stærkt i forhold til markedet, siger administrerende direktør og medejer Keld Ramlov.

Han understreger, at ambitionerne rækker længere end konsolidering.

– Vi vil bygge videre på vores stærke position og accelerere udviklingen af vores el-installationsforretning. Her har vi fundet et ideelt match i Stenseminde Holding og Henrik Sørensen, som deler vores værdier og tilfører et stærkt erhvervsnetværk – særligt i Nordjylland, siger han.

Lokal forankring og solidt håndværk

Mariendal El-Teknik har hovedsæde i Aalborg og afdelinger i Frederikshavn, Brønderslev, Aarhus og Brøndby. Virksomheden leverer ydelser inden for elinstallation, industriautomation, bygningsautomation, sikring, energioptimering og andre tekniske løsninger til både erhvervskunder og private.

Ifølge den nye majoritetsejer er netop kombinationen af stærkt håndværk, sunde værdier og lokal forankring afgørende.

– Mariendal El-Teknik har et solidt fundament og et stærkt brand. Jeg ser et stort potentiale i virksomheden og glæder mig til at bidrage til den videre udvikling – både gennem organisk vækst og eventuelle opkøb, siger Henrik Sørensen.

Han understreger samtidig, at væksten skal ske med fokus på lønsomhed og arbejdsmiljø.

– Vi vil prioritere en sund og kontrolleret vækst, hvor vi både imødekommer markedets krav og værner om den gode arbejdsplads, siger han.

Uændret ledelse

Ændringen i ejerkredsen trådte i kraft 1. januar 2026. Den daglige ledelse i Mariendal El-Teknik fortsætter uændret med Keld Ramlov som administrerende direktør, Jannik Simmelsgaard som CFO, Jesper Bjørn som direktør for Service og Specialer samt Joachim Odgaard som direktør for projekter.

Med den nye ejerstruktur er forventningen, at Mariendal El-Teknik står stærkt rustet til næste fase i virksomhedens udvikling.

Send kommentar