Hoyer VMS med i stort projekt: Skal levere til avanceret forskningsskib
Et nyt forskningsskib skal udstyres med laboratorier, undervandsdroner og en usædvanligt stor batteripakke. Hoyer VMS Group har fået til opgave at udvikle en central del af skibets energisystem.
Der stilles store krav til både plads, støjniveau og udledning, når et af verdens mest avancerede forskningsskibe skal bygges.
Her er Hoyer VMS Group kommet med ombord.
Virksomheden har udviklet en samlet generatorsæt-løsning til forskningsskibet, der foreløbig går under projektnavnet RV11000.
Skibet skal fungere som en moderne forskningsplatform og bliver blandt andet udstyret med avancerede laboratorier, omfattende videnskabeligt udstyr og to fjernstyrede undervandsfartøjer.
Derudover er planen, at skibet skal have en meget stor batteriinstallation.
Det betyder, at pladsen ombord er kostbar, og netop her spiller den tekniske løsning fra Hoyer VMS Group en vigtig rolle.
Slipper for stort anlæg ombord
Energisystemet er udviklet omkring motorteknologi fra Wabtec, som gør det muligt at reducere skadelige emissioner uden at installere de store SCR-anlæg, der traditionelt anvendes på skibe for at begrænse udledningen af kvælstofoxider.
I stedet benyttes EGR-teknologi, hvor udstødningsgas recirkuleres i motorsystemet.
Løsningen er udviklet til at overholde både den internationale IMO Tier III-standard og de endnu strengere amerikanske EPA Tier 4-krav.
Men for forskningsskibet handler gevinsten ikke kun om emissioner.
Når det traditionelle SCR-anlæg kan undværes, bliver der frigivet plads, som i stedet kan bruges til laboratorier, videnskabeligt udstyr og batterier.
Samtidig bliver installationen mindre kompleks og får færre komponenter, der efterfølgende skal serviceres og vedligeholdes.
– Det er et projekt, hvor alle tekniske løsninger bliver målt på højeste internationale niveau, siger Kim Rasmussen, VP Project Sales hos Hoyer VMS Group.
Har udviklet hele generatorsystemet
Hoyer VMS Groups arbejde på projektet omfatter mere end levering af motorer og andre enkeltkomponenter.
Virksomheden har stået for udviklingen af den samlede generatorsæt-løsning, hvor blandt andet motor, generator, styring, vibrationsisolering og akustik skal fungere som ét samlet system.
Det er særligt vigtigt på et forskningsskib, hvor støj og vibrationer både kan påvirke komforten ombord og det videnskabelige arbejde.
– Vores opgave har været at udvikle og integrere den samlede generatorsæt-løsning omkring Wabtecs innovative MDC-teknologi, så kunden får et kompakt, driftssikkert og fremtidssikret energisystem, siger Kim Rasmussen.
Han betegner samtidig projektet som et forskningsskib, der flytter grænserne for både marineforskning og mere bæredygtigt skibsdesign.
Teknologien kan få større betydning
Hos Hoyer VMS Group ser man forskningsskibet som et eksempel på den udvikling, der er i gang i den maritime industri.
Skibe skal i stigende grad kombinere lavere emissioner og bedre energieffektivitet med større batterisystemer og mere avanceret udstyr.
Det øger samtidig behovet for kompakte løsninger i maskinrummet.
Hoyer VMS Group forventer derfor, at EGR-baserede generatorsystemer kan komme til at spille en større rolle på fremtidens forsknings- og specialskibe.
Virksomheden præsenterer også sine erfaringer og maritime løsninger på den internationale SMM-messe i Hamburg i begyndelsen af september.



Send kommentar